torsdag den 6. maj 2010

Her trænger til at blive luftet ud!

Jeg ved ikke, om du kender oplevelser. Mange mennesker sidder i et konferencerum Der bliver talt om mange vigtige ting, men luften begynder at bliver meget tung. Man er ikke længere så konstruktiv, man bliver lettere irriteret og synes egentligt, at man begynder at svede og lugte lidt. Reflektorisk holdes armene tættere ind til kroppen, men med stik modsatte effekt, som man måske havde håbet på. En personer træder ind og gør opmærksom på den tunge luft. Der luftes kortvarigt ud, men der bliver hurtigt lukket igen, for det trækker jo. Den ny tilkomne person har et "aktivitets-billede" med under armen, som han gerne vil have hængt op på vores fælles aktivitetsæg - men der hænger jo alle de andre i forvejen. Skal der tages noget ned, eller kan de andre rykkes sammen, så der lige bliver plads til et til. Ingen ønsker "deres" aktivitetsbillede fjernet, så der må ses efter om de andre kan rykkes tættere sammen. Da man begynder at flytte rundt, ser man pludselig, at der er kommet sorte rander rundt om billederne på vægen. Løsning er ikke god for nogen parter over hovedet.
Rummet trænger til, at alt bliver taget ud, der skal vaskes og males og så kan vi starte med at indrettet det påny med de "aktivitetsbilleder" vi nu ønsker at få sat op.
På mange måder tror jeg, at mange organisationer og ikke mindst kirker, trænger til en sådan "Church make over". Lad os med frimodighed kaste os ud i disse projekter.
Trygheden ligger i forandringerne.

søndag den 25. januar 2009

Når evangeliet får krop

Endnu en alt for travl decembermåned er overstået. Godt 2.000 mennesker har været gennem kirken - men så midt i alt dette, sker det uforudsete Vi havde i kirken fulgt et 40 dages forløb med fokus på at være noget for lokalsamfundet. Jeg havde tvivlet på, at der ville være overskud til at gøre mere - men jeg blev til skamme. En sand kreativitet blomstrede frem i de deltagende grupper. Foruden alle de andre aktiviteter og arrangementer der foregik i kirken, blev der arrangeret julefest for Børns Voksenvenner, Julehygge på et nærtliggende hjem for hjemløse og der blev samlet ind og pakket store julekurve med personlige gaver til de 20 mest trængte familier i byen - sidstnævnte i et tæt samarbejde med kommunen, der udvalgte og selv sørgede for, at de pågældende familier fik gaverne. Aldrig før har evangeliet givet så meget mening for mig

onsdag den 13. februar 2008

Finder karismatikken nye veje?

Jeg betegner mig selv som en kristen karismatikker. Dvs. jeg tror på en Helligåndens dimension i mit liv, hvor Gud virker på en overnaturlig også i dag. At han udruster mennesker med særlige evner (kaldet nådegaver), at han formidler sig selv til os gennem sin Helligånd, at man kan bede for syge så de skal blive raske, tungetale (samtale med Gud i ånden) etc. Men ofte når jeg er sammen med ”gamle karismatikere”, kan jeg ikke spejle mig selv i dem og deres måde at lader deres karismatik komme til udtryk på. Det er som om, at der for dem kun er én rigtig måde at være karismatiker på – deres måde.
Men er noget af det smukke ved det karismatiske ikke netop forskelligheden? At Gud aldrig gør tingene på den samme måde to gange eller for to forskellige mennesker?
Jeg ved dette for nogen lyder helt hen i vejret og ganske utroligt. Men læs i din Bibel, og du vil blive overrasket over, hvad der også skete den gang.
Jeg tror på en jordnær karismatik, hvor det åndelige bliver ligeså naturligt som tyngdeloven. Vi ser den ikke, men alligevel regner vi med den hver gang vi tager et skridt, stiller noget fra os, lægger os i sengen, hælder mælk op i glasset – ja nærmest uanset hvad vi gør. Vi vil for alvor først blive overrasket, hvis den lige pludselig ikke længere var en faktor i vores liv. Jeg længes efter det ”overnaturlige” bliver ligeså naturligt som tyngdeloven. At det bliver ”supernatural” som det hedder på engelsk – super naturligt.

onsdag den 9. januar 2008

Til hvad nytte?

December måned er overstået. Nok det mest travle måned jeg nogen sinde har oplevet. Arrangement efter arrangement, som jeg på den ene eller anden måde havde med at gøre eller stod med ansvaret for. Op mod 1.500 forskellige mennesker har været gennem vores kirke i de få uger. Altsammen meget godt, og nogle gode anledninger - men nytter det noget? Det er ikke det, der forandre og forvandler mennesker. Oftes står de blot tilbage med en kulturel - og i bedste fald - en religiøs oplevelse. Jeg forklarer over for mig selv, at det er for at lægge et visitkort i byen, hvor ingen må være i tvivl om, at her er en aktiv og levende kirke. Men nytter det noget?
Jeg skal ærlig indrømme, at jeg bliver træt og længes efter det mere enkle. Aldrig har jeg sovet så meget, som jeg gjorde det i denne juleferie.

tirsdag den 18. december 2007

Hvor går vejen?

Mandag den 12. november havde jeg glæden af, at kunne deltage i en ledersamling med Bill Hybels (Willow Creek - Stifter og ledende præst for en megakirke i USA) og Michael Simone (Præst - USA). Samlingen var bygget op om spørgsmål og svar alene. Jeg havde tilmed glæden af at "være udvalgt" til at kunne spise frokost med de to herre og nogle få andre. (En situation jeg egentligt ikke havde det så godt med - lidt for meget "snop-effekt" for mig.) Helt slemt blev det, da Bill spurgte, hvilke kirker der gik godt i Danmark. Alle så ned i deres tallerkner. For faktum er vel, at alle kirker kæmper og ingen har fundet "vejen" til at være sandt kristent fællesskab i en dansk sammenhæng. (Dette kan dog være en trøst, omend ringe, for alle os der også kæmper med at finde vejen:-)) Der var dog meget god lederskabsundervisning, der har været med til at hjælpe mig med prioriteringerne i tjenesten, vores fokus som kirke og relationen til andre ansatte i kirken. BH er ligeledes skarp på sine tanker og i arbejdet med visioner for kirken etc.
Men..... ti dage efter, var jeg så inde og høre Doug Pagitt (ligeledes USA). Hans tanker om fællesskabet omkring Gud som en familie, falder nok mere i tråd med mine egne tanker og forståelse af, hvad kirke er! Som familie har vi ingen visioner - nok nogle fælles værdier - men disse er vi sammen om at udleve og udvikle. Kirken er for mig langt mere et sådan fællesskab. Et folk på en vandring. Vi har en idé om bestemmelsesstedet, men tempoet og ruten dertil, finder vi ud af sammen. Fællesskabet formes efter de mennesker der kommer og deltager. Målet er ikke nået ved, at nogle enkle kommer frem - men alt hele gruppen, eller så mange som muligt, når i mål sammen. Vi må derfor bære de svage og skadede, der måske ikke kan gå for en tid. Alle er velkomne på denne vandring. Børn, unge, ældre, tykke tynde etc. Vi har et ansvar for hinanden. Til tider møder denne karavane af mennesker, kaldet kirken, nogle ensomme vandre, som måske kun følger den for en tid - med det skal der også være plads til!
Men hvor går vejen - hvis valget står mellem de to ovennævnte "modeller"? For at forene dem, hænger ikke lige umiddelbart sammen i min verden.

søndag den 16. september 2007

Retræte og vigil

Gennem de sidste tre år har jeg fulgt Magnus Malms retræter i Sverige (A-B-C). I august i år tog jeg så min første "Enskild retreat" - som det hedder. Ingen undervisning, men foruden de daglige tidebønner i det lille kapel, var der lagt op til fire timers bøn dagligt, samt en times samtale med, for mit vedkomne, "guruen" selv - Magnus Malm.
Denne retræte adskilte sig noget fra de øvrige. Ingen undervisning til at afbryde ens tankeforløb, og da dette også var en stille retræte - dvs. ingen samtaler med de øvrige deltagere eller andre - var hele ugen som en lang bøn og meditation. Hvad enten jeg spiste, løb en tur, sov, var ude at svømme eller var i stille bøn, fortsatte samtalen med vor Herre selv. Jeg ved, at det nok er de færreste forundt muligheden for at prøve dette, men skulle du få muligheden for at sådan tur, kan jeg ikke andet end anbefale det.

Jeg ved, at folk der kender mig, har svært ved at se mig på en sådan stille retræte. Normalt taler jeg meget, elsker når der er mennesker omkring mig og ser helst, at der sker noget, hvor jeg er. Spiritualiteten og stilen på en sådan retræte, med tidebønner og salmer fra den svenske kirkes salmebog, er nok heller ikke det de fleste forbinder mig med. Ikke desto mindre, oplever jeg, at Gud også er at finde der.

Personligt oplever jeg mig særligt udfordret af, hvad der op gennem kirkehistorien har været kaldet Vigil/Vigilia eller "At våge med Kristus" - en stille bøn/vågen i nattetimerne fra omkring kl. 2, hvor man blot er sammen med Kristus. Intet behov for præstation, ingen bønner er nødvendig - blot at våge sammen med ham. De gange jeg har stødt på det i kirkehistorien, har jeg oplevet det som fostret der sprang i maven på Elisabeth (mor til Johannes døberen), da Jesu mor, Maria komme til hende, med Jesus i sin mave. Desværre er der mig bekendt ikke mange, der har erfaring med dette i dag. Kender du til det, hører jeg derfor gerne fra dig.

onsdag den 15. august 2007

Et etisk dilemma II

I forlængelse af nedestående indlæg, kommer hermed en supplerende oplysning, der kaster endnu en vinkel ind i sagen og derfor evt. vil kunne ændre din hidtidige holdning.

Har du ikke allerede deltaget i nedenstående afstemning, så afgiv din stemme i den nederste afstemning, inden du læsere videre på historien her og påny afgiver din stemme i "Afstemning 2".

Med til historien hører nemlig, at den omtalte kvinde havde søgt professionel rådgivning hos en kristen psykolog og parterapeut. Denne havde tilrådet hende til ikke at informerer hendes ægtefælle om sagen, men derimod blot arbejde videre på at stabiliserer og styrke deres interne forhold.

Skal jeg nu som præst gå mod denne psykologs rådgivning, eller bør jeg bakke op om dennes vurdering af sagen?

Endnu en afstemning var mulig. Ved afstemningens udløb var der givet 5 stemmer - og derfor ikke særlig repræsentabel. Men af disse sagde 80%, at hun skulle fortælle det og 20% at hun ikke skulle!