onsdag den 18. juli 2007

Et etisk dilemma

En kvinde, ikke fra min egen menighed, kontakter mig i kraft af mit job som præst. Hun fortæller mig, hun har været sin mand utro. Hun fortryder, bekender det som værende forkert og oplever virkelig at kunne tage imod den tilgivelse, der kun er at finde i Gud. Der er ingen tvivl om, at hun oplever en gennemgribende forvandling gennem dette.
Hendes mand ved ikke noget om hendes utroskab, og det er spørgsmålet, om deres i forvejen tyndslidte ægteskab, vil kunne bære denne oplysning her og nu. Begge er indstillet på, og arbejder bevidst og konkret på at redde deres ægteskab. Men skal hun fortælle ham, at hun har været ham utro? Hun må leve med bevidstheden om hendes handling gennem hele livet – også selvom hun har modtaget Guds tilgivelse for det. Men det vil hun skulle gøre uanset om han ved det eller ej. Vil oplysningen gavne ham og/eller deres forhold, eller vil den tværtimod skabe en endnu større distance mellem dem, med ægteskabet som en mulig pris der skal betales? Hvis han får det at vide, vil også han skulle leve med bevidstheden om hendes utroskab resten af livet – også selvom han måtte tilgive hende. Vil ægteskabet kunne bære ikke at fortælle det? Hvor hårdt skal jeg presse på, for at få hende til at bekende det over for sin mand? Skal hun overhovedet fortælle det til ham?

En afstemning fandt sted her på siden. Ved afstemningens udløb var reslutatet af de 21 stemmer der blev givet var, at 71% sagde hun skulle fortælle det. 19% at hun ikke skulle og 9% vidste ikke hvad de skulle mene om dette.

5 kommentarer:

j sagde ...

Det nemmeste er måske at tie - og der er også en risiko at løbe ved at gå til bekendelse - men altid en individuel vurdering i sådanne tilfælde. Dog er der her i situationen en chance for, at én person i kvindens formentlig forholdsvis store netværk, alligevel har set de to som ikke hører sammen, og får sat sat farlige rygter igang. Det kan måske koste anseelse - eller i værste fald jobbet, men prisen kan være endnu højere, hvis ægtefælden får besked ad omveje. Derfor er det min anbefaling, at kvinden beretter for ægtemanden - men under afklarede forhold - og i en tillidsvækkende situation.
Dvs. kvinden må have gjort op med sig selv, hvorfor skete det, hvad var baggrunden, kan det ske igen, hvilken forandringer skal hun selv arbejde på osv.
Hun må også være indstillet på at manden måske umiddelbart vender ryggen til hende for en periode - men det kan være prisen.
I en undersøgelse blandt ægtepar der havde været gift i mange år, udtalte en 89-årig enke, efter mere end 65 års ægteskab, at mange ægteskaber gik i stykker fordi man forventede at skulle dele alt ligeligt; penge, sorger, glæder m.m. Hende og hendes mand havde altid levet efter princippet giv 60% og forvent 40% igen - og det princip må man sige havde holdt i deres tilfælde.

Thomas Willer sagde ...

Velkommen i Blogosfæren Bækgaard

Hyldgaard sagde ...

Også et velkommen til blogger verdenen herfra..

Marie B. Schmidt sagde ...

Spændende dilemma.. :-) Jeg syns klart at hun skal sige det! Mest fordi hvis mna ønsker at redde sit ægteskab, så blir man nødt til først at bekende synd. Men derudover bør begge paret også vide hvad de forsøger at redde.

Frank Christiansen sagde ...

Hej og tillykke med bloggen.
Jeg synes hus skal fortælle sin mand om hendes affære, fordi jeg har den holdning at alt skal frem i lyset når man er gift. Det ville være forfærdeligt for ham, hvis han fandt ud af det ad omveje. Måske har han også været utro! Det er vel ikke utænkeligt hvis de har haft det dårligt noget tid? Jeg ville nok også selv sætte pris på at min kone fortalte mig det, hvis hun havde været sammen med en anden - og jeg tror nok hun ville forvente at jeg gjorde det samme.
Et ægteskab står ikke altid til at redde, og selvom Gud tilgiver hende hendes utroskab, skal hun også modtage tilgivelse fra hendes mand for at de komme videre...