onsdag den 13. februar 2008

Finder karismatikken nye veje?

Jeg betegner mig selv som en kristen karismatikker. Dvs. jeg tror på en Helligåndens dimension i mit liv, hvor Gud virker på en overnaturlig også i dag. At han udruster mennesker med særlige evner (kaldet nådegaver), at han formidler sig selv til os gennem sin Helligånd, at man kan bede for syge så de skal blive raske, tungetale (samtale med Gud i ånden) etc. Men ofte når jeg er sammen med ”gamle karismatikere”, kan jeg ikke spejle mig selv i dem og deres måde at lader deres karismatik komme til udtryk på. Det er som om, at der for dem kun er én rigtig måde at være karismatiker på – deres måde.
Men er noget af det smukke ved det karismatiske ikke netop forskelligheden? At Gud aldrig gør tingene på den samme måde to gange eller for to forskellige mennesker?
Jeg ved dette for nogen lyder helt hen i vejret og ganske utroligt. Men læs i din Bibel, og du vil blive overrasket over, hvad der også skete den gang.
Jeg tror på en jordnær karismatik, hvor det åndelige bliver ligeså naturligt som tyngdeloven. Vi ser den ikke, men alligevel regner vi med den hver gang vi tager et skridt, stiller noget fra os, lægger os i sengen, hælder mælk op i glasset – ja nærmest uanset hvad vi gør. Vi vil for alvor først blive overrasket, hvis den lige pludselig ikke længere var en faktor i vores liv. Jeg længes efter det ”overnaturlige” bliver ligeså naturligt som tyngdeloven. At det bliver ”supernatural” som det hedder på engelsk – super naturligt.

Ingen kommentarer: